I
Vrede skyer af skrift
truer mit landskab
da jeg endelig
greb mit sværd
var det rustet bort
Der er en gråd uden tårer
der er et sår der ikke vil heles
der er et hav som ikke vil blomstre
Der er en blind hest
der er en anden klarhed
der er en grav uden ét eneste lig
Der er ikke et hjerte: en forladt
der er ikke en seng for den trætte
der er ikke et flag for vinden
Jeg har nu hjemme alle vegne
og kommer ikke mere
nogen steder fra
II
Hvorledes kan jeg gensmede dette sværd jeg
som holder og bærer min hele styrke
så jeg igen kan begære vinden
uden at miste mig selv
med hvilken sol skal jeg flænse himlen
Her samles skyerne for at glemme regnen
her synger fuglene som almægtige fugle og
beskytter sig bag tabeller og vinger på flugt
Her strømmer ørknen med sin slægt af tørst
her indtog vinden min krop
og forbrød sig dybt mod mine drømme
Her følger intet den frygtsomme: den forvitrede
her erindrer jorden ikke hestenes styrke
her sletter vinden alle spor
Jeg må rejse: jeg må hvile
jeg må begynde: jeg må vinde
før alting stivner og finder en form.
III
Hvor løber regnen hen og skjuler sine tårer
hvem gemmer skriften i et hjerte af sten
jeg må finde knuse tilintetgøre
den dybe rænke af hjulspor
som bærer skylden for dette land
Hør nu forsvinder fuglene med deres myteskrig
fra ruiner til forstøvede fabrikker, dette ene
sædekorn der brænder før det når frem
Og nu synger aksene som aldrig kom
de synger skyggen og tærskerens død
og stemmes fra stendysse til tv-station
Se nu udfordrer kroppen kroppen
uophørligt, ondt og ventende
med øjne hjemløse som en metrobillet
Skal jeg virkelig først nedbryde
det land jeg
er kommet for at besidde
